”En ung atletikmand, Axel Rasmussen, var flyttet til byen. Nytårsdag 1923 begyndte han sin løbetræning fra Ole Rasmussens hønsehus ved det gamle apotek (hjørnet af Rosenholmvej og Rodskovvej), iført sweater, handsker og meget korte, hvide shorts. Da Axel Rasmussen kom tilbage, stod byens præst, provst Gad, og tog imod ham med ordene: Min kone fortalte mig, at der var en ung mand, som løb rundt i sin kones bukser, og jeg måtte ud at for at se, hvad dette var for noget. Samtalen resulterede i, at Axel Rasmussen blev inviteret på kaffe i præstegården, hvor provsten udtalte sin sympati for sporten.”

Denne episode var den egentlige baggrund for idrætsforeningens oprettelse. Nogen tid senere mødte omtalte Axel Rasmussen og Viggo Mørck op hos læge Holger Thomsen og anmodede ham om at påtage sig jobbet som formand for en påtænkt idrætsforening. Og lægen accepterede. Forinden de to unge mennesker tog initiativ til idrætsforeningens oprettelse, har der været dyrket idræt i Hornslet som skydning, gymnastik og fodbold.

På den stiftende generalforsamling 6. april 1923 på Hornslet Gæstgivergård blev til den første bestyrelse valgt. Holger Thomsen (formand), Viggo Mørck (kasserer), Axel Rasmussen (rekvisitforvalter), Oscar Nielsen og Rasmus Møller. Foreningen fik navnet Hornslet Gymnastik- og Idrætsforening. Man begyndte at spille fodbold på en græsmark ved Eskerodvej, da kommunens sportsplads ved Ballesvej (hvor nu skolen ligger) først skulle istandsættes. Man indkøbte rekvisitter og fik overdraget gymnastikredskaber fra en tidligere gymnastikforening i byen – og så fik man tilladelse til at benytte dyrlæge Andersens lade til omklædning. Foreningen havde det første år 45 aktive mandlige medlemmer over 18 år, 20 damer, 36 juniorer og 43 passive medlemmer.

Byen sluttede straks op om foreningen, og de handlende gav præmier til det første sportsstævne. Lensbaron Hans Rosenkrantz udsatte en pokal til et ”Rosenholmløb”, der i mange år herefter blev en fast tradition.

I 1924 ændres foreningens navn til Hornslet Idrætsforening, og klubben tilsluttes Randers Oplands Boldunion og Jydsk Atletik Forbund. Efter uoverensstemmelser med værten på Den Gamle Kro flyttes gymnastikken til Hornslet Gæstgivergård.

Det kneb noget med at holde økonomien oven vande. Da der skulle skaffes midler til opsætning af hegn for enderne af fodboldbanen, fik kassereren bemyndigelse til at optage et lån på 100 kroner.

Kommunen ville ikke yde økonomisk bistand til opsætning af hegnet, men det var nødvendigt, da fodbolde forvildede sig over på tilliggende marker.

Ikke alle medlemmer er i 1925 lige glade for at betale kontingent. Restanterne opdeles i to kategorier: ”gode” og ”ikke gode”, der bliver dømt til henholdsvis at betale hele restancen og det sidste halve års kontingent inden en måned. Endvidere skærpes kravet til foreningens kvindelige balgæster: De skal være medlemmer for at få adgang. I 1926 er der fortsat restanter, og de nægtes adgang til generalforsamling og det efterfølgende bal.

I de følgende år domineres idrætsarbejdet af fodboldspillet. Interessen herfor er stor, og en tilskuerklub oprettes. ”Hornslet Bladet” er indgået, men i 1951 ser et nyt medlemsblad dagens lys under navnet ”HIF Bladet”. I 1951 tages træningsbanen på det ny idrætsanlæg ved Engvej i brug. Banen benyttes i den første tid som opvisningsbane, og fodboldtræningen gennemføres på den gamle bane ved skolen.

Da arbejdet med udbygningen er ved at være tilendebragt, bliver det også nødvendigt at opføre et klubhus. Efter at flere frivillige håndværkere i vinteren 1954-55 har været beskæftiget med at udføre træarbejdet i klubhuset, begyndes det egentlige byggearbejde i påskedagene 1955.

Det lykkes at få klubhuset færdigt, så det sammen med stadionanlægget kan indvies 14. august samme år. Indvielsen markeres med optog gennem byen, og på den ny opvisningsbane spilles to fodboldkampe. Først spiller KB’s 1. divisionshold mod Horsens 2. divisionshold og derefter Hornslet IF’s lille mesterrækkehold mod et udvalgt Djurslandshold.

Men faciliteter er kostbare, og økonomien er vaklende. Ekstra indtægter skal findes. Derfor arrangeres i 1956 en sommerfest i samarbejde med ungdomsforeningen. Udbyttet blev til idrætsforeningen et overskud på 2.800 kroner, der bruges til betaling af gæld samt installering af et gasvarmevandsanlæg i klubhuset.

I 1962 ændres organisationsformen således, at afdelingerne bliver selvstændige enheder med eget budget og regnskab. Foreningen får et forretningsudvalg på tre medlemmer, der sammen med afdelingsformændene danner hovedbestyrelsen.

Efter nogle år, hvor sommerfesterne er afviklet i samarbejde dels med ungdomsforeningen samt håndværker- og borgerforeningen, arrangerer idrætsforeningen i 1965 alene årets sommerfest, der giver et pænt overskud. I 1966 forelægges et regnskab, der er det bedste i mange år, og den sidste gæld på klubhuset afvikles. Samme år køber kommunen et areal til udvidelse af stadionanlægget, og foreningen installerer centralvarme i klubhuset.

I 1971 tilknyttes foreningen det nyoprettede Idrætssamvirket i Rosenholm Kommune, der udgiver bladet ”IRK-IDRÆT” og er idrættens talerør udadtil og til myndighederne.
Foreningens organisatoriske forhold bliver ændret i 1972. Hovedbestyrelsen har herefter fem medlemmer, der alle- med undtagelse af formanden – har formandsposter i idrætsudvalg, økonomiudvalg, informationsudvalg samt udvalg vedrørende klubhus, materiel m.v. Afdelingsformændene er altså ikke mere obligatoriske medlemmer af hovedbestyrelsen. En ændring der egentlig indføres for at aflaste afdelingsformændene, som har mere end nok at se til uden at have sæde i hovedbestyrelsen.

Venskabet med Rygge Idrettslag

”Hornslet Idrætsforening, hvis spillestyrke ligger på høyde med våre II eller III divisjonsklubber, ønsker å spille kamper i Norge til sommeren. Interesserte lag bes skrive til klubben direkte under adresse: Tingvej 8, Hornslet”

Hvis ikke en fremsynet formand for Hornslet idrætsforening, Axel Rasmussen, havde indrykket disse ord i ”Norges Fotballforbunds Meddelelsesblad” i 1948, så havde HIF næppe været den forening, den er i dag. Det var optakten til et venskab med Rygge idrettslag – et unikt venskab, også på skandinavisk plan, idet det er det længstvarende sportslige venskab, der har eksisteret.

Fra norsk side var det Arne Roar, som tog den danske udfordring op, og selv i dag er han med til at holde gryden i kog. Det er svært at sætte ord på betydningen af venskabet, men det går igen og igen i beskrivelserne, at det er personerne, der forstærker samarbejdet, mere end det er foreningerne. Uden personlige kontakter, som i mange tilfælde udviklede sig til nære venskaber, ville der næppe have været grundlag for at holde venskabet vedlige i så mange år.

Personerne i de to venskabsbyer sørgede for, at kontakterne blev holdt varme, og at der skete en stadig fornyelse. Når kampene på grønsværen var slut, var det tid til en norsk dram eller en gammel dansk, og venskabet udviklede sig.

De første år gjaldt besøgene kun seniorspillerne, som var på ugelange besøg hos hinanden. Men efterhånden som seniorerne blev til oldboys’ere, kom drengespillerne med i udvekslingerne, og der kom også andre idrætsgrene med, mest gymnastik.