Motion – Instruktører
Om vores instruktører.
Motionscenter
Fitnessinstruktør
Jeg hedder Charles, jeg bor i Hornslet sammen med min kone. Vi er begge aktive og glade medlemmer af HIF.
Jeg er uddannet som:
- fitnessinstruktør
- kostvejleder, med speciale indenfor plantebaseret kost og slankekost
- konsulent i Proces Ernæring
- tennisinstruktør.
Sporten har altid fascineret mig, jeg har en mangeårig baggrund fra kampsportsverdenen.
Jeg fungerer nu som frivillig instruktør i motionscenteret, og er her hver tirsdag formiddag.
Har du spørgsmål om styrketræning, konditionstræning eller kost, er du velkommen til at spørge!
Se mere på min Facebookside.
Holdtræning
Tabata
Gitte Pedersen, 45 år.
Butiksejer af LULU i Hornslet.
Bor i Voldum sammen med Klaus og vores 2 børn på 13 og 16 år.
TABATA er en god form for træning, hvor hele kroppen bliver brugt, og hvor alle kan være med … Man mærker selv efter og er der brug for et ekstra hvil gør man det. Alle kan være med, har man lidt skavanker, er der altid alternative øvelser. Det er en time for alle aldre.
Jeg vil glæde mig meget til at hilse på jer alle, tag naboen i hånden og lad os få en sjov time.
Body-fit
Body-fit finder sin inspiration fra funktionel træning og Freeletics.
Det vigtigste redskab i body-fit er din egen krop. Det unikke ved body-fit træning er, at alle kan være med – fra begynderen til den mere øvede. Her er plads til forskellighed og til at have forskellige mål.
Træningen varierer mellem at arbejde i dybden med forskellige muskelgrupper med fokus på udholdenhed og høj- intensitet intervaller.
De 60 minutters træning deles op på følgende måde:
- ca. 10-15 minutters opvarmning
- ca. 40 minutters fokus-træning
- ca. 5-7 minutters overraskelse.
Alt dette blandes med godt humør og god musik.
Pump
Jeg hedder Rebecca Vinther. Jeg bor i Hornslet og har Skobox på 17. år. Jeg er gift og har to søde piger og vi er alle aktive i Hornslet IF, i gymnastik og håndbold. I min fritid elsker jeg at træne og at undervise.
Jeg har undervist siden jeg var 12 år i børnegymnastik. Senere startede jeg i Form og Fitness i Århus hvor jeg har undervist i alle former for aerobic hold og spinninghold. De seneste mange år har jeg undervist i Hornslet IF, i Step, Spinning, Pump, Zumba m.m. Jeg elsker at undervise i min lokale by.
Håber vi ses.
Step & Styrke
Jeg hedder Christina Vinther. Min store fritidsinteresse er gymnastik. Jeg har dyrket gymnastik siden jeg var barn. Jeg tog DGI’s- gymnastikinstruktør uddannelse som ung, og har siden været på flere kurser. Jeg har gennem mange år undervist i gymnastik, aerobic, step og styrketræning. Jeg har undervist både børne – og voksenhold.
Jeg underviser nu voksenhold i “STEP & STYRKE”. Her starter vi med at varme op på steppen i ca. 20 minutter med enkelte trin. Alle kan være med. Derefter er der styrketræning med elastikker, håndvægte og bolde. Her får vi trænet hele kroppen igennem. Men med særlig fokus på mave, balder og lår.
Alle er velkomne til at få en prøvetime!
Bøj & Stræk
Jeg hedder Aase Vinther og har været instruktør i mange år. Jeg har undervist i holdtræning, både børne- og voksenhold og i forskellige former for gymnastik, eksempelvis motionshold for både m/k.
Min uddannelse er gennem DGI og på lærerseminariet.
Indoor Cycling
Indoor Cycling
Mit navn er Keld Christensen og jeg er Indoor Cycling instruktør i HIF Fitness & Motion. Jeg har været medlem af idrætsforeningen i over 50 år, hvor foreningslivet og idrætten altid har fyldt en stor del i min familie. Siden 1994 og frem til nu, har jeg været aktiv i HIF, som spiller og træner for både børn og voksne i primært håndboldafdelingen. Nu er det badminton, lidt fodbold og motionscenteret der fylder i min fritid sammen med motionscykling på landevejen og i skoven. Jeg tog DGI uddannelsen i Indoor Cycling i foråret 2018 og er nu instruktør på flere hold i HIF Fitness & Motion.
Indoor cycling er en sjov og inspirerende motionsform, for dig som vil forbedre din udholdenhed og øge din forbrænding. Det gode ved indoor cycling er at alle, uanset niveau kan få det samme udbytte af en time, hvis instruktørens guiden følges undervejs. Der køres i forskellige intervaller, hvor du står, sidder, accelererer, træder tungt, træder let. Jeg kører ud fra DGI’s intensitets skala, der lægger op til at “beatet” i musikken er den store motivator i forhold til at yde optimalt igennem hele timen, sammen med instruktøren. Min musik er en god blanding af nyt og gammelt genkendeligt pop og rock med et godt “beat”. Jeg lover sved på panden og maksimal motion for hjerte og lunger. Vi ses i indoor cycling salen!
Indoor Cycling
Mit navn er Bettina Damm. Jeg bor i Hornslet med mine 2 drenge Sebastian og Tobias samt min mand Per – alle aktive i HIF og på golfbanen. I min fritid elsker jeg at træne og at undervise. Jeg har undervist siden 1994, hvor jeg startede med step og aerobic og bodytoning i Skejby, mens jeg læste økonomi på universitetet. Senere startede jeg i Form og Fitness i Århus, hvor jeg lærte Rebecca at kende, og hvor jeg ligesom Rebecca har undervist i alle former for aerobic hold og spinninghold. Jeg har de sidste mange år undervist i Løgten og tidligere også i HIF. Jeg har de senere år taget ekstra uddannelse i undervisning i spinning med brug af Watt og Puls. Jeg glæder mig til at præsentere en effektiv træning med brug af Watt-træning.
Håber vi ses!