Covid 19 – pr 1 marts 2021

Kære Idrætsforeninger

Som følge af udmeldingen om genåbning af udendørsaktiviteter følger her en række vigtige oplysninger.

Nye retningslinjer for udendørsidræt

Pr 1. marts 2021 gælder der nye restriktioner for udendørs idræt og foreningsaktivitet.

  • Udendørs idræt kan gennemføres med max 25 personer, det vil sige udendørs idræt er undtaget forsamlingsforbuddet på max 5 personer.
  • Indendørs idræt kan rykke udendørs, hvis der er mulighed for det og adgang til faciliteter.
  • Idræt udendørs kan gennemføres, når de øvrige retningslinjer følges.
  • Der er ikke krav om corona-test i forbindelse med udendørs idræt.
  • Al indendørs idræt er lukket ned.
  • Omklædningsrum og klubhuse skal stadig være lukket, dog må der godt bruges toiletfaciliteter.

Ovenstående er hvad vi ved for nuværende. I de kommende dage vil der komme yderligere beskrivelser for hvordan disse restriktioner skal håndteres praktisk.

Så snart vi har mere uddybede information om de nye restriktioner sender vi endnu en mail ud til jer.

Husk at det overordnet forsamlingsforbud på 5 personer stadig gælder udenfor idræts- og foreningsaktiviteter.

Hvordan kommer vi i gang?

Mulighederne for udendørsaktiviteter er mange. Det vil i mange tilfælde være muligt at flytte den indendørs holdtræning udendørs og organisere den, så deltagerne får glæden ved at træne sammen samtidig med at den nødvendige indbyrdes afstand sikres.

I en tid hvor mange hjemsendte savner fysisk aktivitet og socialt samvær kan det også være, at det er muligt at tiltrække nye deltagere, hvis man ønsker det.

DGI har samlet gode råd til opstarten på deres hjemmeside. Her finder I både vejledning til kommunikation samt håndtering af situationen som foreningsledelse, træner og udøver.

Se www.dgi.dk/corona for mere.

Vi hjælper gerne med at finde brugbare arealer og udendørsfaciliteter som kan sikre at I kommer godt i gang med jeres foreningsaktiviteter.

I Syddjurs Kommune følger vi udviklingen i corona-situationen tæt og handler i overensstemmelse med Sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Vi henviser til nedenstående links, hvor I kan følge med i udviklingen og holde jer opdaterede:

Husk de altid gældende retningslinjer:

  • At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer.
  • At man er særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe.
  • At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.
  • At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.